+45 28 91 32 19

info@cmdnord.dk

Generelle salgs- og leveringsbetingelser

1. Tilbud og ordrebekræftelse

1.1 Sælgers tilbud gælder i 30 dage fra datoen. Efter denne periode bortfalder tilbuddet automatisk. Tilbuddet kan endvidere bortfalde, hvis varen bliver udsolgt, eller hvis leveringsbetingelserne ændres fra producentens eller eventuelle leverandørers side.

1.2 Sælger forbeholder sig retten til at foretage ændringer i leverancen indtil leveringstidspunktet, men garanterer i så fald som minimum en tilsvarende ydelse.

1.3 Køber kan alene påberåbe sig vilkårene i disse betingelser eller i en eventuel individuel aftale mellem parterne. Oplysninger, som Sælger har fremsat mundtligt, på internettet, i brochurer eller lignende, kan ikke tillægges betydning ved fortolkning af aftalen for bedømmelsen af leverancen.

1.4 En ordre er først bindende, når den er godkendt af Sælger med en ordrebekræftelse via e-mail eller brev.

1.5 Såfremt kunden vælger at finansiere udstyr via leasing, sker dette gennem en ekstern finansieringspartner. Leasingaftalen indgås direkte mellem kunden og finansieringsselskabet, som ejer udstyret i hele leasingperioden.

CMD Nord ApS fungerer udelukkende som formidler af kontakten til finansieringsselskabet og er ikke part i leasingaftalen. CMD Nord ApS påtager sig således intet ansvar for finansieringsselskabets ydelser, vilkår eller dispositioner, herunder, men ikke begrænset til godkendelse, betalingsbetingelser, renter, gebyrer, opsigelse eller misligholdelse.

Medmindre andet er skriftligt aftalt, er CMD Nord ApS alene ansvarlig for levering af det aftalte udstyr. Alle øvrige forhold vedrørende leasing reguleres udelukkende af aftalen mellem kunden og finansieringsselskabet.

Eventuelle service- og vedligeholdelsesaftaler, support, reparationer samt øvrige tillægsydelser indgås særskilt og direkte med CMD Nord ApS og er ikke en del af leasingaftalen, medmindre andet udtrykkeligt er skriftligt aftalt.

CMD Nord ApS forbeholder sig retten til at indgå individuelle aftaler vedrørende service og support, som kan afvige fra standardvilkår.

Manglende godkendelse fra finansieringsselskabet medfører ikke automatisk annullering af købsaftalen, medmindre andet er skriftligt aftalt.

2. Priser og leveringssted

2.1 Priser fremgår af Sælgers til enhver tid gældende prisliste eller af den til Køber fremsendte ordrebekræftelse.

2.2 Hvis Sælgers indkøbspris, herunder, men ikke begrænset til ændringer i valutakurser eller ændringer i produktpris fra producenten, ændres fra tidspunktet for tilbud eller aftale til tidspunktet for levering, har Sælger ret til at justere prisen tilsvarende ændringerne i kostprisen eller valutakursen. Referencekursen for beregning af eventuel prisjustering er Nationalbankens kurs for DKK mod den aktuelle valuta. Alle oplyste priser er ekskl. moms, og eventuelle andre skatter og afgifter tilkommer.

2.3 Levering sker i henhold til FCA (Incoterms 2020). Medmindre andet er skriftligt aftalt, afholdes alle omkostninger til transport og levering af kunden. Risikoen for produktet overgår til kunden, når varen er leveret på det aftalte sted.

2.4 Leveringstiderne er vejledende og oplyst med forbehold for forsinkelser fra producenten. Hvis Sælger bliver bekendt med, at der vil opstå en forsinkelse, eller anser dette for sandsynligt, vil Køber omgående blive underrettet med oplysning om det forventede nye leveringstidspunkt.

2.5 I tilfælde af væsentlig forsinkelse fra Sælgers side har Køber ret til at hæve købet. Hvis der er aftalt løbende levering, kan Køber dog kun hæve købet med hensyn til den forsinkede delleverance. Mindre forsinkelser på op til 10 arbejdsdage betragtes ikke som misligholdelse af aftalen.

2.6 Sælger kan i intet tilfælde holdes ansvarlig for Købers indirekte tab som følge af en forsinket eller manglende leverance. Sælger kan endvidere kun holdes ansvarlig for direkte tab, hvis der er tale om væsentlig misligholdelse af aftalen fra Sælgers side, forudsat at Køber kan godtgøre at have lidt et tab som følge af forsinkelsen.

3. Fragt, forsikringer mm.

3.1 De i tilbuddet anførte priser er FCA (Incoterms 2020) og eksklusive omkostninger til fragt, forsendelse, forsikring, emballage, installation, moms og eventuelle afgifter, medmindre andet er aftalt. Ændringer i valutakurser, afgifter, forsikring, fragt og indkøbsomkostninger medfører, at Sælger kan justere priserne.

4. Betaling

4.1 Sælgers betalingsbetingelser er 14 dage fra fakturadato medmindre andet er skriftligt aftalt.

4.2 Hvis Køber ikke betaler inden sidste rettidige betalingsdag, og forsinkelsen ikke skyldes Sælgers forhold, er Sælger berettiget til at beregne morarenter fra forfaldsdagen i overensstemmelse med Nationalbankens til enhver tid gældende rentesats og til at opkræve betaling for alle fakturerede og leverede varer, uanset tidligere aftalte kreditbetingelser.

5. Ejendomsforbehold og sikkerhedsstillelse

5.1 Sælger bevarer ejendomsretten til de solgte varer, medmindre varen er finansieret via leasing eller anden ekstern finansiering, hvor ejendomsretten tilkommer finansieringsselskabet.

5.2 Sælger er til enhver tid, i forbindelse med eller efter aftalens indgåelse, berettiget til at kræve betryggende sikkerhedsstillelse for Sælgers samlede omkostninger i forbindelse med aftalen.

6. Annullering og ændring af ordrer

6.1 Efter Sælger har fremsendt en ordrebekræftelse til Køber, har Køber ikke ret til at ændre eller annullere ordren.

6.2 Vælger Køber alligevel at annullere ordren, er Køber forpligtet til at erstatte Sælgers mistede fortjeneste.

7. Undersøgelsespligt og reklamation

7.1 Køber skal straks ved udleveringen eller modtagelsen af varerne, og altid inden varerne tages i brug, gennemgå de leverede varer for at sikre, at de er uden mangler.

7.2 Hvis Køber i forbindelse med sin undersøgelse af varerne konstaterer, at der er mangler ved varerne, skal Køber straks give Sælger besked om manglerne. Ved øvrige mangler, herunder skjulte mangler, som først viser sig på et senere tidspunkt, skal Køber reklamere straks efter, at Køber burde have opdaget manglen, og senest 1 år efter, at levering har fundet sted.

7.3 Undlader Køber at underrette Sælger straks efter, at Køber er blevet opmærksom på en mangel, kan Køber ikke senere gøre disse mangler gældende over for Sælger.

8. Mangler

8.1 Sælger påtager sig i en periode på 12 måneder efter, at levering har fundet sted, uden ugrundet ophold, at foretage omlevering eller reparation efter eget valg, når der foreligger mangler ved leverancen.

8.2 Sælger har dog ikke afhjælpningspligt i de tilfælde, hvor mangler skyldes, at leverancen ikke er blevet monteret og/eller anvendt i fuld overensstemmelse med Sælgers forskrifter, fejlagtig eller uhensigtsmæssig brug, ændringer eller tekniske indgreb foretaget uden Sælgers skriftlige samtykke, eller ekstraordinære klimatiske påvirkninger.

8.3 Sliddele er ikke omfattet af afhjælpningsretten. Ligeledes er omkostninger ved montering og afmontering ikke omfattet af afhjælpningsretten.

8.4 Såfremt Køber ønsker at reklamere over eventuelle mangler, skal skriftlig reklamation fremsættes straks efter, at manglen er konstateret.

8.5 Efter at Sælger har modtaget reklamation om en mangel, som anses for omfattet af denne bestemmelse, vil Sælger afhjælpe manglen.

8.6 Kan Køber selv udføre afhjælpningen på virksomhedens adresse, er Sælgers afhjælpningsforpligtelse efter denne bestemmelse opfyldt ved fremsendelse af ny eller repareret del.

8.7 Mangelfulde dele, som er ombyttet i henhold til foranstående, skal stilles til Sælgers disposition medmindre andet er aftalt mellem parterne.

8.8 Sælger yder afhjælpningsret for dele af leverancen, som er udskiftet eller repareret, på samme vilkår og under samme forudsætninger som for den oprindelige leverance. Sælgers afhjælpningsforpligtelse gælder dog ikke for nogen del af leverancen ud over 12 måneder efter levering til Køber.

9. Ansvarsbegrænsninger

9.1 Sælger erstatningsansvar for mangler, kan ikke overstige Købers samlede betaling for varen.

9.2 Sælger er ikke ansvarlig for indirekte tab, følgeskader, driftstab, tab af data og omkostninger til disses retablering samt tab af fortjeneste, medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning. I det omfang, Sælger måtte blive pålagt ansvar over for tredjemand, er Køber forpligtet til at holde Sælger skadesløs i det omfang, et sådant ansvar rækker ud over de ovenfor fastsatte grænser.

10. Produktansvar

10.1 Sælger er ansvarlig i overensstemmelse med lov om produktsikkerhed. Sælger påtager sig kun det produktansvar, som følger af den til enhver tid gældende lovgivning. Herudover påtager sælger sig intet ansvar for produktet.

11. Ansvarsfrihed – force majeure

11.1 Følgende omstændigheder medfører ansvarsfrihed, når de indtræffer efter aftalens indgåelse og forhindrer dens opfyldelse:

11.2 Arbejdskonflikter, strejker, lockout og enhver anden omstændighed, som parterne ikke har været herre over, såsom brand, epidemi, krig, uforudsete militærindkaldelser af tilsvarende omfang, sabotagehandlinger, beslaglæggelse, valutarestriktioner, oprør og uroligheder, mangel på transportmidler, almindelig vareknaphed, restriktioner af drivkraftsmidler samt mangler ved leverancer fra underleverandører eller forsinkelse af sådanne leverancer, som skyldes nogen af de i dette punkt nævnte omstændigheder.

11.3 Den part, som ønsker at påberåbe sig nogen af de nævnte omstændigheder, skal hurtigst muligt underrette den anden part om hvilken begivenhed, der er indtrådt, og hvornår det forventes at den ophører.

11.4 Begge parter er berettigede til, ved skriftlig meddelelse til den anden, at hæve aftalen, når dens opfyldelse inden for en rimelig tid bliver umulig på grund af nogen af de i pkt. 11.2 nævnte omstændigheder.

12. Afgørelse af tvister

12.1 Nærværende betingelser er underlagt dansk lov og værneting.

12.2 Enhver tvist eller uoverensstemmelse, som måtte opstå i forbindelse med denne kontrakt, skal forsøges løst gennem forhandling. Hvis det ikke på denne måde lykkes parterne at finde en mindelig løsning på tvisten, er enhver af parterne berettigede til at indbringe sagen for retten på det sted, hvor Sælger har sit forretningsmæssige hjemsted.

Klar til at automatisere rengøringen med intelligente robotløsninger?

Klar til at implementere fremtidens rengøringsteknologi, eller blot interesseret i en indledende dialog om, hvordan avancerede robotløsninger kan styrke effektiviteten og reducere omkostningerne inden for kommerciel og industriel rengøring, står vi klar til en uforpligtende samtale.